11.05.2014 - 05:54

Hvad skal vi dog med tørklæderne?

Jeg har ret svært ved selv at forstå, hvordan jeg skal forholde mig til al denne her snak om tørklæder. Grundlæggende, og meget firkantet set, synes jeg, vi taler om beklædningsgenstande, og al forbud mod visse beklædningsgenstande, og retten til at bære disse, er jo absurd. Vi kan ikke stille os til dommer for, hvad folk bærer af tøj.

Problemet med hele dette halløj er jo den signalværdi, vi lægger i tørklædet. Dermed mener jeg alle mennesker. Vi har alle en værdi, vi selv pålægger tørklædet, og det er vel grundlæggende vores eget problem – ”Vores eget kors at bære” Jeg kan sagtens se det rationelle bag et retssystem, der skal fungere uden religiøse symboler i den forstand, at alle der optræder her, skal kunne udvise neutralitet på alle punkter.

Dette her aspekt, af diskussionen, er værdifuld.

»Tørklæde og niqab hører ikke til i det offentlige rum, fordi de viser, at du er underdanig. Der er kvinder, der mener, at de kæmper for de samme rettigheder og de udviser frihed på den måde. Men det er jo en måde at vise underkastelse, og jeg mener ikke, det er den type frihed, kvinder skal udstråle.«

Citat: Liselott Blixt –http://www.information.dk/251373

I min verden kommer vi godt nok ikke langt med sådanne kommentarer/holdninger. For det første er det jo netop et perfekt eksempel på en signalværdi, der pålægges et tørklæde og dernæst fremmer det, efter min mening, ikke arbejdet for kvinders rettigheder.

Jeg mener ikke, der er nogen kvinder, mænd eller børn der bør være underdanige i forhold til andre mennesker. Jeg mener bestemt, der bør arbejdes på ligeretten, arbejdes på at ingen mennesker tvinges til noget som helst, men jeg mener ikke, det er tørklædet, der er problemet.

Dernæst, hvis jeg skal være helt firkantet, så mener jeg, at hvis det er ens eget valg at underkaste sig noget som helst, så skal man ha ligeretten til at gøre dette.

Når der tales om meningen bag tørklædet i form af en tildækning af kvinders kroppe og seksualitet som værende noget skidt, så er det jo principielt det samme, som hvis det var skidt, at jeg vælger ikke at tage den mest udringede bluse på, fordi jeg foretrækker, at mine kæmpe kanoner ikke er så synlige. Jeg ved, at der er meget absurditet i mit eksempel, hvilket netop er min pointe.

Vi skal kæmpe for, at alle har ligeret og at ingen tvinges til noget – men vi kan ikke bestemme, at alle skal have samme opfattelse af hvordan verden hænger sammen, og vi kan da slet ikke lovgive på baggrund af signalværdier, vi selv pålægger en beklædningsgenstand.

Hvis vi skulle til at lovgive om alle de ekstroverte ting, vi individuelt pålægger signalværdier, så skulle vi også til at forholde os til stramme kjoler og små shorts, feddet hår og sokker i sandaler, kort hår til kvinder og langt hår til mænd – eller Goths, Punkers, Hipsters og Trekkies – kvinder i mandetøj eller mænd i kvindetøj.

Donor or do not?

Hvad er mere fantastisk end at gi livet til et andet menneske?

Jeg er medlem af donor registret som villig donor. Jeg har givet tilladelse til, at de kan tage alt, hvad de har brug for, og det har jeg gjort med dyb alvor i mit hjerte. At være donor betyder rigtigt meget for mig, og jeg er derfor gået så langt som til at sætte et kryds, der gør, at mine pårørende IKKE kan få indflydelse på min beslutning. Grunden til at jeg har gjort det er, at jeg ved at min familie, nærmere bestemt, én af mine pårørende ikke ville vælge, at jeg skulle være donor, hvis jeg stillede træskoene før vedkommende.

Som sagt betyder det rigtigt meget for mig, så derfor måtte jeg tage den beslutning uden den persons velsignelse, og det var svært. Jeg har naturligvis talt med personen om det her, og personen er meget enig med mig i, at det er en af de største gaver, man kan gi videre, og er som udgangspunkt dybt enig med mig i organdonation som princip. Personen er ikke et ondt menneske – Personen er det mest kærlige menneske, der findes, og som kun ønsker det bedste for alle. For personen er det dog et noget andet billede, der viser sig på nethinden, når personen tænker på mig som organdonor, og det er, at der er nogen, der skal skære i mig og tage ting ud. Der er nogen, der skal ødelægge mig, og det er det, der er en utænkelig tanke for personen.

Jeg har fuld forståelse for, at det er svært at forholde sig til. På den anden side tænker jeg dog:

“Hvis jeg når det punkt, hvor der er nogen, der skal skære i mig for at bruge mine organer til et andet menneske, jamen så er det jo sådan set fordi, jeg er DØD! Det bliver vel ikke meget værre end det!?!”

Vi skal sådan set alle sammen dø! Det er måske, det eneste vi her i livet ved med 100 % sikkerhed. Nogle af os dør for tidligt, men hvis vi kan hjælpe med, at det sker sjældent, så skal vi da gøre det! Hvis jeg skulle være så uheldig at dø for tidligt, så er der ikke noget at gøre ved det, men hvis jeg dermed kan hjælpe andre, så de ikke også dør for tidligt, så er det da det eneste rigtige. I hvert fald i mit hoved og i mit hjerte.

Der er også et andet aspekt af det her, der rammer mig, og det er at ”hvis vi vil ha, må vi også gi”.

Hvis vi selv stod i den forfærdelige situation, at vi selv eller ens af vores pårørende manglede en reservedel for at overleve, så ville vi ønske, at der var nogen, der havde truffet det svære valg at donere deres reservedele, så vi eller vores pårørende fik en chance til. Alene dét er grund nok for mig til at sætte min underskrift.

Måske er det i virkeligheden ikke organdonation, der spænder ben for organdonation – måske er det i virkeligheden bare DØDEN! Den der forfærdelige men uundgåelige ting, som vi forsøger at fortrænge. Måske hvis vi lader være med at tale om den eller beskæftige os med den, så holder den sig væk? Der er ikke mange, der ligefrem har lyst til at dø. Der er mange, der er bange for at dø. Der er mange, der slet ikke ønsker at tale om døden – måske i et forsøg på at glemme, at den kommer. MEN DEN KOMMER! Vi kan ikke løbe fra den, og den bliver ikke væk, bare fordi vi ikke taler om den. Jeg kunne godt tænke mig at flere talte om døden. Det faktum at vi forgår. Måske på den måde kan vi sammen lære at leve bedre med den og sammen få ro til at acceptere, at den kommer.

Er der én ting, jeg er sikker på, så er det, at det ikke er min krop, der er det vigtigste. Det er min sjæl. De mennesker der har været i mit liv, der er i mit liv, og som kommer i mit liv, de er der, fordi de holder af min sjæl og ikke min krop.

Og hvordan ved jeg så lige det?

Det ved jeg jo fordi, at de mennesker jeg har mistet i mit liv, de mennesker jeg har i mit liv, og de mennesker der kommer i mit liv, betyder intet for mig i kropslig skal-form men deres sjæle betyder alt.

Derfor donerer jeg gerne reservedele fra min forgået krop til, at en andens sjæl fortsat kan ha en skal at være i.

Har du selv lyst til at vide noget mere om organdonation eller melde dig til donorregistret, så kan du finde mere info her på Organdonor.dk eller på Facebook – Tagstilling

Et greb i luften

Hvordan reagerer du på psykisk sygdom?

”Jeg har en psykisk sygdom” – det klinger ligesom anderledes end – ”Jeg har en rygsygdom” eller ”Jeg har en hudsygdom” eller ”Jeg har en kræftsygdom” og hvorfor gør det det? Jeg ved det ikke.

Hvis man, som psykisk syg, når til det punkt, at man siger det åbent til selskaber osv., enten fordi man har lyst, eller fordi man ikke rigtig kan komme udenom det, får man en rigtig god blanding reaktioner.

Visse overøser én automatisk med overdreven medfølelse, ofte de der kender nogen, der har det ligeså. Ofte bliver det en smule fysisk i og med, at folk føler behov for at give en beroligende ”hånd på skulder” med på vejen. I de situationer mærker man da en oprigtig medfølelse, som jeg ikke vil sige noget ondt om, der er dog bare et andet aspekt af denne reaktion, og det er, at man bliver negligeret til at være et menneske, der er svagt, og derfor tilsyneladende har brug for beroligende, medfølende og omsorggivende ord, tanker og berøringer. Jeg er udmærket klar over, at der ikke ligger ondhed bag denne reaktion, men hvis man tænker over det, er det jo samme reaktion, vi udøver, når et barn er faldet og har slået sig, og selvom jeg på mange punkter måske nok er et barn, der er faldet, så er det problematisk at blive behandlet som et, og det er endnu mere problematisk at føle sig som et.

Dernæst er der ”lad os lade som om, vi slet ikke hørte det, du lige sagde” reaktionen. Denne kommer typisk i formen hvor, jeg bliver spurgt: Hvad laver du så? Jeg svarer med det ærlige svar om, hvad jeg laver og hvorfor og modtager svaret ”…ok jeg arbejder i xxx….og det er rigtig dejligt…..” (eller noget lign), og så skal vedkommende som regel på toilettet eller ha noget at drikke. Hvad end det er, så flygter de i hvert fald.
Foruden det faktum at det faktisk føles en smule uhøfligt at ignorere, hvad et andet menneske har sagt, så efterlader det én med en stor blanding af følelser. Det føles som om jeg smitter, og som om jeg er uden værd og så føles det som afvisning – stor afvisning. I det sekund jeg blev ignoreret, og du flygtede, da blev der bygget en kæmpe mur op imellem os, og resten af aftenen vil være et langt forsøg på at undgå mig. Jeg føler det som om, jeg er spedalsk med både pest og kolera. I et selskab bliver det pludselig rigtigt svært, hvis der er flere mennesker, der har haft denne reaktion overfor mig, og resten af fornøjelighederne vil være ret ulidelige for os alle sammen.

Sidst men ikke mindst er der den reaktion, jeg foretrækker – den der giver mest mening for mig, og får mig til at føle mig som et menneske. Ikke nødvendigvis et normalt et af slagsen, men et menneske, og det er ”Lad os kalde en spade for en spade” reaktionen.

I samme scenarie som før, får jeg svaret: ”øv var… det var da noget møg… puha…skål på livet!?”

Det behøver ikke lige være de specifikke ord, jeg bruger her, men med samme idé bag ved – Altså at man reagerer på det, jeg siger med det, som det er, noget møg, for det er jo faktisk det, det er, og så kan du næsten tillade dig hvad som helst bagefter. Du må gerne spørge, hvordan jeg har det, hvad jeg fejler, i hvor langt tid jeg har været syg, eller hvad du nu ønsker. Tro mig når jeg siger, at du vil mærke det, hvis ikke jeg gider snakke om det. Dernæst må du også spørge ind til hvad jeg så bruger min tid på, for det er jo faktisk sådan, at selvom man er syg og ledig er det ikke ensbetydende med, at man bare ligger i sengen hele dagen – i dårlige tider er det, men langt fra altid – og hvis jeg er til et selskab, så kan jeg garantere dig, at det er en af de bedre perioder.

I mit tilfælde er det sådan, at jeg normalt allerede har fortalt, hvad jeg går og bruger min tid på, for jeg vil nemlig skide på at folk forventer, at jeg svarer: ”Jeg arbejder i X”. Mit svar til spørgsmålet: ”Hvad laver du?” er typisk: ”Lige nu der holder jeg hus for min kæreste og vores 2 åndsvage katte – Jeg er ledig, fordi jeg er syg. Jeg har noget kuk i låget, der skal fikses. Derudover er jeg hyper kreativ – det har jeg nu altid været – men der er lidt mere tid til det nu mens, jeg koncentrerer mig om at blive rask igen. Jeg kan også finde på at gå hele vejen og bare svare, at jeg er hjemmegående husmor med kuk i låget, for så føles det som om, jeg tager 2 tabuer op med det samme.

Jeg har ikke altid været i stand til at svare så åbent, for det er svært at gøre, når man skammer sig. Selvom at jeg har ændret min taktik i forhold til at svare åbent, så skammer jeg mig stadig, og én af grundene til det er folks reaktioner på mig.

Det er ikke Jeres ansvar at få os til at få det bedre, og I kan heller ikke, det er kun os, der kan det. Men det kunne være sindssygt fedt, hvis jeg bare kunne føle mig som et menneske i Jeres selskab.