Et greb i luften

Hvordan reagerer du på psykisk sygdom?

”Jeg har en psykisk sygdom” – det klinger ligesom anderledes end – ”Jeg har en rygsygdom” eller ”Jeg har en hudsygdom” eller ”Jeg har en kræftsygdom” og hvorfor gør det det? Jeg ved det ikke.

Hvis man, som psykisk syg, når til det punkt, at man siger det åbent til selskaber osv., enten fordi man har lyst, eller fordi man ikke rigtig kan komme udenom det, får man en rigtig god blanding reaktioner.

Visse overøser én automatisk med overdreven medfølelse, ofte de der kender nogen, der har det ligeså. Ofte bliver det en smule fysisk i og med, at folk føler behov for at give en beroligende ”hånd på skulder” med på vejen. I de situationer mærker man da en oprigtig medfølelse, som jeg ikke vil sige noget ondt om, der er dog bare et andet aspekt af denne reaktion, og det er, at man bliver negligeret til at være et menneske, der er svagt, og derfor tilsyneladende har brug for beroligende, medfølende og omsorggivende ord, tanker og berøringer. Jeg er udmærket klar over, at der ikke ligger ondhed bag denne reaktion, men hvis man tænker over det, er det jo samme reaktion, vi udøver, når et barn er faldet og har slået sig, og selvom jeg på mange punkter måske nok er et barn, der er faldet, så er det problematisk at blive behandlet som et, og det er endnu mere problematisk at føle sig som et.

Dernæst er der ”lad os lade som om, vi slet ikke hørte det, du lige sagde” reaktionen. Denne kommer typisk i formen hvor, jeg bliver spurgt: Hvad laver du så? Jeg svarer med det ærlige svar om, hvad jeg laver og hvorfor og modtager svaret ”…ok jeg arbejder i xxx….og det er rigtig dejligt…..” (eller noget lign), og så skal vedkommende som regel på toilettet eller ha noget at drikke. Hvad end det er, så flygter de i hvert fald.
Foruden det faktum at det faktisk føles en smule uhøfligt at ignorere, hvad et andet menneske har sagt, så efterlader det én med en stor blanding af følelser. Det føles som om jeg smitter, og som om jeg er uden værd og så føles det som afvisning – stor afvisning. I det sekund jeg blev ignoreret, og du flygtede, da blev der bygget en kæmpe mur op imellem os, og resten af aftenen vil være et langt forsøg på at undgå mig. Jeg føler det som om, jeg er spedalsk med både pest og kolera. I et selskab bliver det pludselig rigtigt svært, hvis der er flere mennesker, der har haft denne reaktion overfor mig, og resten af fornøjelighederne vil være ret ulidelige for os alle sammen.

Sidst men ikke mindst er der den reaktion, jeg foretrækker – den der giver mest mening for mig, og får mig til at føle mig som et menneske. Ikke nødvendigvis et normalt et af slagsen, men et menneske, og det er ”Lad os kalde en spade for en spade” reaktionen.

I samme scenarie som før, får jeg svaret: ”øv var… det var da noget møg… puha…skål på livet!?”

Det behøver ikke lige være de specifikke ord, jeg bruger her, men med samme idé bag ved – Altså at man reagerer på det, jeg siger med det, som det er, noget møg, for det er jo faktisk det, det er, og så kan du næsten tillade dig hvad som helst bagefter. Du må gerne spørge, hvordan jeg har det, hvad jeg fejler, i hvor langt tid jeg har været syg, eller hvad du nu ønsker. Tro mig når jeg siger, at du vil mærke det, hvis ikke jeg gider snakke om det. Dernæst må du også spørge ind til hvad jeg så bruger min tid på, for det er jo faktisk sådan, at selvom man er syg og ledig er det ikke ensbetydende med, at man bare ligger i sengen hele dagen – i dårlige tider er det, men langt fra altid – og hvis jeg er til et selskab, så kan jeg garantere dig, at det er en af de bedre perioder.

I mit tilfælde er det sådan, at jeg normalt allerede har fortalt, hvad jeg går og bruger min tid på, for jeg vil nemlig skide på at folk forventer, at jeg svarer: ”Jeg arbejder i X”. Mit svar til spørgsmålet: ”Hvad laver du?” er typisk: ”Lige nu der holder jeg hus for min kæreste og vores 2 åndsvage katte – Jeg er ledig, fordi jeg er syg. Jeg har noget kuk i låget, der skal fikses. Derudover er jeg hyper kreativ – det har jeg nu altid været – men der er lidt mere tid til det nu mens, jeg koncentrerer mig om at blive rask igen. Jeg kan også finde på at gå hele vejen og bare svare, at jeg er hjemmegående husmor med kuk i låget, for så føles det som om, jeg tager 2 tabuer op med det samme.

Jeg har ikke altid været i stand til at svare så åbent, for det er svært at gøre, når man skammer sig. Selvom at jeg har ændret min taktik i forhold til at svare åbent, så skammer jeg mig stadig, og én af grundene til det er folks reaktioner på mig.

Det er ikke Jeres ansvar at få os til at få det bedre, og I kan heller ikke, det er kun os, der kan det. Men det kunne være sindssygt fedt, hvis jeg bare kunne føle mig som et menneske i Jeres selskab.